Altid lyt til mavefornemmelsen…

Som man nok har fornemmet, har de to unge damer her i huset, kæmpet lidt med helbreddet her de seneste dage…. Faktisk mere end jeg sådan liiiige har givet udtryk for.

Jeg har haft maven fuld at bekymringer, som jeg slet ikke har kunnet placere….

Alt starter faktisk torsdag før ferien….. Merle kommer hjem fra skole, og tror pludselig, at hun har fået sin menstruation….. “what?” Jeg var sådan virkelig uforstående, for det har hun bare INGEN tegn haft på. Jeg ved godt, at man i en alder 10-11 år, betegnes som værende normal, hvis det var nu det skulle starte. Men Merle har altså virkelig ingen tegn haft på noget som helst, og pludselig, så kom der simpelthen så meget væskelignenede ud af hende, som vi ikke kunne definere.

Jeg tog hende til lægen fredag, som for det første var en mand – det var den eneste der havde en tid – han var tydeligvis meget befippet over situationen, og måtte endda ind og spørge en ældre dame læge til råds. Han kom bare tilbage med svaret “at det havde hun set 100 vis af gange på piger i hendes alder, og det var helt normalt”…. Og det uden at ha set hende.

Jeg gik hen over weekenden, og vi forsøgte at italesætte det hele, i den forstand, at vi jo var nødt til at forberede hende på, hvis det VAR det, som starter nu….

Tirsdag sagde min mavefornemmelse mig, at det simpelthen ikke kunne passe, der kom meget….. Og hun virkede bare ikke som sig selv. Onsdag skulle hun på gymnastik campen, som hun havde glædet sig til i evigheder, og jeg havde det faktisk ikke fedt med at sende hende der ud, med bekymring om trussebind der ikke ku rumme det hele, om et barn der bare ikke var på toppen, oven i, at hun bare skulle præstere i virkelig mange timer om dagen….

Den her læge tog os lidt mere alvorligt, omend hun brugte også en del tid på at tale om, at det var ret naturligt og meget forskelligt, hvordan piger nu engang går fra piger til damer…..

Hun valgte dog at pode det der kom ud, og det ville vi så få svar på fredag.

Merle tog på camp, og hele det første døgn hørte vi intet, jeg tog det som gode tegn, og jeg kunne se på snap, at hun hyggede sig, omend øjnene så virkelig ikke friske ud…..

Neel var hos min forældre mens Merle var på camp, men allerede torsdag morgen blev jeg ringet op, at hun var syg. Hun havde høj feber, ondt i halsen og opkast, hun kom ret hurtigt retur til mors trygge arme igen.

Fredag ….. må jeg tilstå, at jeg faktisk ikke havde forventet at høre fra lægen, nu havde jeg fået at vide så mange gange, at det hun gik igennem var heeeelt normalt. Men ved middagstid blev jeg ringet op, at de faktisk havde fundet bakterier, og at de vurderede det som puds, det som kom ud af hende…. Så hun skulle meget gerne starte penicillin kur med det samme. Og da vi hentede hende fra camp, havde hun rasende ondt i halsen oven i.

På vej hjem fra camp får Neel så endnu mere ondt, og bryder næsten sammen – hun var med ude og hente Merle nemlig. Vi drejer bilen, og kører direkte på vagtlægen…… De poder hende i halsen, og ganske rigtigt, havde hun så halsbetændelse.

Fredag aften puttede vi tog meget klatøjede børn….. Heldigvis nåede de begge 2 gange penicilin inden puttetid, og allerede lørdag var mængden fra Merle ekstremt mindre, idag søndag, stort set intet. Ingen har ondt i halsen, og feberen er næsten væk…..

Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg nok havde ringet til lægen igen i løbet af den kommende uge, for som forældre, så ved man bare godt, når ens barn ikke er sig selv….. Og det er SÅ vigtigt at holde fast i. For jeg tror på, hvis ikke hun havde fået penicillin, var hun overhovedet ikke blevet bedre, tvært imod.

Jeg er også med på, at man ikke skal kime lægerne ned om hvad som helst, men jeg havde bare så meget uro i kroppen over det som hun gennemgik, og det var tydeligt, at hun ikke var sig selv.

Hvordan hun overhovedet er kommet igennem den camp, med nye spring i bagagen, det fatter jeg virkelig ikke…. Jeg tager sgu hatten af for min store datter til tider, hun er sej er hun….. Og nu, langsomt men sikkert, begynder hun at ligne sig selv igen….. Der er glimt i øjnene – præcis som billedet her over – og hun er ærlig talt også ubeskrivelig lykkelig for, at det andet forhåbentlig snart er helt væk…. For selvom det sagtens kunne ha været det, så ville vi alle sammen meget gerne, at det ventede et år eller 2 endnu, hun fylder trods alt først 11 sidst på året….

Hvad hun helt præcis fejler, det er mig så stadig en gåde, lægen sagde også, at hun simpelthen ikke kunne gennemskue, hvordan hun havde fået det, og ja hvis hun ikke ved det, så ved jeg det slet heller ikke…..

Det vigtiste er bare, at vi nu har en uge foran os, uden nogen som helst særlige planer, helbreddet kan stille og roligt bygges op igen, inden vi kører mod deres længe ventede gymnastik tur til Bürstadt…. Og videre på ferie efterfølgende….

Så kære mødre, jeg ved I ved hvad jeg mener, når man nogen gange skal insistere en ekstra gang på at få sit barn tjekket, for vi kender dem altså bare bedst !!!

Det var egentlig bare et lille søndagspip fra mig, fordi I har været så søde at spørge til pigerne…. Og det var lidt nemmere, at sætte ord på her på bloggen…. Og fordi jeg simpelthen lige skulle finde ud af hvad retning det hele gik, før jeg var parat til at dele.

Jeg arbejder også lidt på 1. salen i disse dage, billedvæggen er nemlig væk, og så sker der ting og sager hos Neel, pigerne sover sammen på hemsen disse dage, hvilket er meget godt, fordi det hele står lidt på hovedet.

Jeg glæder mig til at vise det frem til jer 🙂