Livet….

Livet er ubarmhjertit til tider….. Og jeg har de sidste dage, befundet mig i en tilstand, jeg har haft svært ved at sætte ord på.

Min instagram flyder over af søde hjerter og tanker, fordi man hurtigt har fornemmet, at alt ikke var som det skulle være.

Jeg har haft brug for lige at gå og summe lidt, og tænke lidt, og finde ud af hvordan og i hvilken vinkel, jeg idag kan dele mine følelser med jer.

Jeg kommer ikke ind på detaljer af hensyn til familien. Men vi er meget berørt, fordi døden er indtruffet så uventet, ubarmhjertet og helt forkert.

Døden er i mine øjne aldrig rigtig, det vil for mig altid være forkert, at nogen går bort. Jeg har ikke i den forstand, et naturligt forhold til døden. Når en præst nogen gange prædiker, at alt har en mening – også døden, – så har jeg lyst til at råbe og skrige og gøre oprør. Døden gir ingen mening, og i nogle tilfælde, som her, er den helt og aldeles skrækkelig, forkert og helt helt meningsløs.

Både min mand, mine børn og jeg, har gået rundt i en underlig tilstand de sidste dage, man tænker og tænker på den her lille familie, man tænker på den fra alles synspunkter. Man tænker også på, hvis man selv stod midt i en sådan situation. Man forsøger at snakke med pigerne, fortælle og forklare og kramme en hel masse.

For pigerne stiller spørgsmål, og bliver kede af det, og de tænker også i øjeblikket, det er helt sikkert.

Livet er kun til låns, det bliver man virkelig mindet om når døden krydser vores vej. Alt i livet sættes på en eller anden måde i perspektiv. Lige gyldige billeder på instagram har føltes helt forkert, samtidig med, at det jo er mit arbejde, og det skal udføres. Hvis man overhovedet kan sige noget arbejdsmæssigt i den her sammenhæng, har jeg følt mig en anelse priviligeret, fordi jeg ikke har skullet møde ind nogen steder, jeg har kunnet være her hjemme, være i følelserne, som jeg simpelthen ikke har haft kontrol over, og det har været helt ok.

Idag kunne jeg mærke, at der var ord i fingrene, at jeg kunne sætte en form for formulering på hvor vi er, og hvorfor tingene står lidt stille i disse dage. For selvom livet drøner der ud af, og man stille og roligt lulles ind i rutinerne igen. Så føres tankerne konstant tilbage til dem, som har det aller værst lige nu, og mine tanker omkring hvad vi kan gøre, for at hjælpe på aller bedste vis.

Livet gør ondt…. Men livet er også en gave. En gave på godt og på ondt.

Man lærer hele livet igennem, og vi elsker. Det er derfor det gør så ondt, når vi mister.

Jeg er som sagt meget berørt af situationen i øjeblikket, og det er mange af dem vi kender. Sådan er det også, at bo i en mindre by. Hvor de fleste på en eller anden måde, kender hinanden. Vi græder med dem.

Husk at nyd livet der ude, for vi er her virkelig kun på lånt tid….. Jeg ved godt, jeg på daglig basis, formidler en del omkring det visuelle i hjemmet. Som i disse dage, har føltes meget meget ligegyldigt. Men lige pludselig, så finder jeg gejsten igen, for det er der, jeg oplever gejsten ved mit job. Der jeg oprigtigt finder min energi og glæde….. Friske blomster på bordet, fik jeg også lyst til at købe idag…..

Men jeg er meget bevist om, at være til stede i nogle situationer, hvor jeg måske ikke altid synes jeg gider…. Og det er endnu en af de ting, vi lærer ved livet. Det gør ondt at elske. Men det er også det at holde af og elske andre, der gør det hele værd at være her.