Mit liv

Når man blir meldt til politiet….

20. maj 2020

Jeg har gået længe med det her indlæg i tankerne, og jeg har ærligt ikke vidst, om jeg turde udgive det. Jeg håber I hvert fald ikke, at I vil dømme mig efter det. Det er hudløst ærligt, det er en del af min historie. Håber I tager pænt imod det….

Men ja, overskriften er rigtig, det er sket for mig. Og jeg har idag stadig en vis hjertebanken når jeg passerer en betjent eller en politibil.

Jeg er også blevet stoppet for at få en bøde på et tidspunkt, det i sig selv er skræmmende nok, men den anden oplevelse her, den er del af mit liv, som på nogle områder stadig står kniv skarpt for mig.

Vi skal en del år tilbage, faktisk tilbage til mit sidste år på gymnasiet, ikke fordi jeg var en rebel eller på den måde ude i unoder, men jeg var igennem en periode, som helt sikkert gjorde mig stærkere, men som på samme tid væltede hele mit eksistens grundlag.

Vi var lige startet på et nyt år, julen havde været turbulent, jeg vidste godt hvad vej det gik, men alligevel ramlede min verden, da min mor d. 8 januar gik fra min far. Han var ikke uforskyldt, men det var på mange måder alligevel et kæmpe chok. Og for en pige på 18 år, enebarn, midt i 2 års opgave og med en afslutningseksamen på HF lige om hjørnet, vil jeg sige, det ikke var verdens bedste tidspunkt. (men er den slags nogensinde det).

Når man har den alder, så forstår man til fulde, at alt ikke blir som før, og man husker også alt det, som man er opvokset i. For mig, var det her med at skulle skifte rundt mellem 2 hjem, fuldstændig hysterisk håbløst og uoverskueligt. Jeg var naturligvis på vej til at flytte hjemmefra indenfor kort tid, det vidste jeg, men tanken om, at skulle lade den ene sidde alene hver anden jul og alle de der ting, de rev mig fuldstændig itu. Jeg er et tryghedsmenneske til fingerspidserne, og det her, var en alt for usikker fremtid at kigge ind i.

På mange måder ville det være terapeutisk for mig, at skrive alle detaljer, om hvad det var jeg gennemgik, for nogle ville det der skete måske også give mere mening, hvis jeg lod der her indlæg fylde mange flere sider, men det er alligevel for ekstremt for mig, at skulle skrive så meget om den her tid, fordi den ligger langt tilbage, og jeg har fået den bearbejdet nu. Så det bliver kun, et “overfladisk” billede I får.

Jeg har altid været et barn, en teenager, et mennesker en pige med mange følelser, og som ikke har haft så let ved at skjule dem heller.

Bogstavelig talt, blev alt revet itu den aften hvor min mor flyttede, pakkede en taske og tog ned til min mormor og morfar, og efterlod mig og min far, i en stilhed så rungende, at en krumme på gulvet ville ha kunnet høres.

Jeg går i handlingsmood, der går en form for detektiv i mig, og det lykkedes mig ret hurtigt at opsnappe, at en mands person har været en del i dialog med min mor. Jeg nægtede at se hende, men jeg holdt alligevel øje, og da hun halvanden uge senere har fødselsdag, kan jeg se, at hans bil holder ved min mormor og morfar. Jeg ved ikke præcis hvilke tanker der kører i mit hoved, men det er mit følelsesladede teenage hoved det får styret, og jeg går direkte ind, og hælder et kæmpe stort glas rødvin i hovedet på ham. Jeg har aldrig set ham før, men jeg kan garantere jer, han vidste med 100% sikkerhed hvem jeg var.

Efterfølgende gik jeg igen, og efterlod dem i en fødselsdagmiddag badet i rødvin. Min far forsøgte at sige fy og ej Louise det var da frygteligt…. Men inderst inde sendte han mig en kæmpe high five, det ved jeg…. ha ha….

Jeg oplever over den næste måned, at jeg ved han er hos min mor, og da jeg en dag savner hende for meget, og vælger at tage ned til hende, ser jeg selvfølgelig, at hans bil er der….. Jeg går op til hendes lejlighed, som hun nu har fået….. Og hvad jeg helt præcist siger…. eller råber…. det husker jeg faktisk ikke, men jeg er gal, frustreret og ked af det som bare pokker. Jeg ender med at smide et glas cola efter ham fyren, og så går jeg…… Jeg går direkte ned til hans bil, og kører min lynlås hele vejen langs siden på hans bil…..

Og her et det så, at han vælger at melde mig til politiet. Han vil have tilhold og ja… en hel masse andet. Jeg er sikker på mine forældre har forskånet mig for de fleste detaljer. Men i hvert fald kommer der ikke nogen sag ud af det. Jeg fornemmede på min far, at politiet ikke havde interesse i at gå ind i det, de synes bare, at de som forældre skulle se at få styr på mig, og prøve løse de stridigheder der foregik.

Min mor var først ikke klar over, at han havde meldt mig, og det viste sig at blive enden på deres bekendskab…. Min far betalte skaderne, og min mor jeg fandt hinanden igen….. Meget kort fortalt…..

Perioden her kører over 2-3 måneder, og er som bekendt, midt i den tid, hvor jeg også skal til at gå til eksamen…. Jesper, min mand, går på samme gymnasie som mig, og hvis I kan huske mit indlæg om vores kærlighed, så var vi også inde i en flirtende periode på det her tidspunkt…. Han vidste hvad der foregik, jeg fortalte ham om det den gang, og jeg tror han var tiltrukket både af den sårede pige og den excentriske pige, som stod midt i sit livs krise…..

Da vi nåede eksamens tiden var tingene ved at normalisere sig, mine forældre var begyndt at tale mere og mere sammen, de holdt min studenterfejring sammen, og vi tog alle på sommerferie sammen til det græske øhav.

Det er henover samme sommer, at jeg beslutter at rejse til Østen med rygsæk med en veninde, jeg tager flere vagter i Bilka, som jeg arbejdede i den gang, turen begyndte langsomt at tage form.

Men inden vi drager afsted, beslutter mine forældre faktisk at flytte sammen igen. Og set i bakspejlet, har deres adskilelse været det bedste for deres fremtidige forhold. De lærte at respektere hinandens forskelligheder på trods af de 14 års forskel, de fandt en måde at være lige i forholdet, og de er som bekendt, stadig sammen idag. Så jeg blev aldrig skilsmissebarn, og ved derfor heller ikke rigtigt, hvordan det reelt ville ha været. Men jeg husker den krise jeg følte, da min verden væltede, og det var naturligvis også den, der var med til at vippe mig udover en kant, som jeg ikke længere kunne balancere på.

Turen til Østen var fantastisk, både for mig, og for dem. De fik 3 måneder til at finde rigtigt sammen igen, uden mig, uden en “forstyrret” teenager. Og jeg fik 3 måneders pause fra familiedrama, som man som enebarn i høj grad blir placeret midt i…… Det var fantastisk for mig at være væk, i en tid hvor der kun fandtes internet caféer når man var i de store byer. Det vil sige, vi var udenfor rækkevidde i mange dage af gangen, det ville aldrig ske idag…..

Se det var min historie, om den gang jeg blev meldt til politiet. Det var nok i virkeligheden fuldt fortjent, men heldigvis for mig, ikke en sag, som politiet synes de ville bruge mere tid på. Jeg tror desværre den slags er hverdag for politiet, men det var og er, det heldigvis ikke for os….

Det var et år, der blev enormt skelsættende for mig, for mit liv og for min eksistens. Det var også den sommer, jeg begærede Jesper min kærlighed, men hvor jeg midt i det her virvar, nok havde mistet ham, for der havde han fundet en pige, som han den gang var faldet for….

Heldigvis for os, mødtes vores veje igen 2 år senere, og der blev han MIN…. Hvis I vil læse om vores kærlighed, så kan det gøres lige HER.

Måske I andre også har en fortid, som I vil dele med mig….. Bare så jeg ikke føler mig helt så alene….. Og tak, fordi I læste med, på endnu et af de indlæg, hvor I kommer lidt ind bag huden på mig 🙂

  • Reply
    VenterpaavinBlog
    21. maj 2020 at 9:44

    Hvor er det et fint indlæg; kærlighedens veje er uransagelige, og de færrste af os, har en historie uden bump på vejen 💯. Hvor er det godt, at udfaldet blev som det gjorde, i sidste ende 💓☺️

    • Reply
      Mernee
      25. maj 2020 at 8:33

      Tusind tak for at tage så pænt imod det, og du har ret, ingen har nok en historie, som ikke har lidt skår i kanten…

  • Reply
    Sabrina
    22. maj 2020 at 20:52

    Jeg synes, nu det lyder som en ret uskyldig fadæse. Helt ærligt.
    Jeg er gymnasielærer, jeg møder ofte unge i din situation og der sker så mange ting i den alder, at en skilsmisse blot er brænde til bålet.
    Skøn og ærlig historie og tro mig vi har alle gjort ting vi “skammer” os over.
    Det gør os blot klogere på livet.

    • Reply
      Mernee
      25. maj 2020 at 8:32

      Kære Sabrina

      hvor befriende, at du faktisk kalder det udskyldigt…. Og du har ret, det er jo en periode i ens liv, hvor der ikke skal så meget til at vælte det hele, og når det så er så “alvorlig” en situation, så sker der nok en form for sammensmeltning inde i hovedet.

Svar