Katte Mit liv

Voksentid, tomme værelser og blodprøver :-/….

10. juli 2020

Pigernes værelser er tomme disse dage, Neel tog allerede ind til mine forældre i onsdags, Merle fulgte efter igår, og først i morgen kommer Neel hjem, og søndag er Merle også retur igen.

Når de også var afsted på camp i sidste uge, så kan jeg godt mærke, at jeg egentlig bare glæder mig til at have fuldt hus igen. Jeg ved de hygger sig max og blir forkælet i døgndrift. De spiser livretter, de bager, de laver is, de spiller spil og de er også lidt på tur….. Og jeg selv har jo sådan set stadig ting at se til, så de har det helt sikkert meget federe der end her. Men jeg kan bare rigtig godt li, når jeg ved de på søndag er hjemme igen, og alt bare er som det plejer 🙂

Jesper og jeg skulle igår aftes bare have en stille og rolig aften. Vi hentede mad ude fra, og så ville vi ha gået en tur, drukket et glas vin og set en go film. Men det der skete var, at efter vi havde spist, landede vi i sofaen, og indenfor ganske kort tid, snork sov vi begge to….. Da vi vågnede en time senere gad vi ikke gå tur, så vi gik istedet tidligt i seng og tændte for Netflix. Vi ser Stranger Things i øjeblikket. Jeg har set den en gang, men Jesper synes godt han ville ha lidt mere styr på hvad det er pigerne snakker om hele tiden, så nu er vi altså igang med at sætte ham ind i demodogs, El, Mike, Dustin, Luke, mindflayers osv osv. Jeg tror ikke han er helt overbevist om hvor fed den er, men jeg ELSKER den.

Hvad jeg så idag troede skulle blive en go og produktiv dag endte med at blive lidt træls. Over de sidste par dage har jeg observeret Totte, og synes faktisk hans spise- og drikkevaner har ændret sig, jeg synes også han havde tabt sig, så jeg ringede til dyrlægen, som gerne ville se ham til blodprøver.

Det var vi så afsted efter her til formiddag. Heldigvis havde han ikke tabt sig, men hun kunne godt se, at han så lidt mere “indfalden” ud. Det kan de også gøre når de fx smider en masse pels pga. varmen. Men det at han drikker meget, og stadig kun er 5 år, gjorde at de gerne ville undersøge ham nærmere ved hjælpe af blodprøver.

Dem får vi så først svar på mandag, så jeg ved stadig ikke om han kan døje med noget, de mistænker lidt sukkersyge, men det håbede de selvfølgelig ikke, da det er meget omstændigt at have en kat med sukkersyge. Især når han er udekat. Det er umuligt at styre hvad han så spiser, og ligeså give ham insulinsprøjter 2 gange om dagen. Det kan jeg ærligt talt slet ikke overskue. For ikke at tale om, at jeg kom af med næsten 1900 kr bare for den her undersøgelse og blodprøver. PUHA…… Altså, jeg ofrer gerne pengene på at vores dyr har det godt, og bliver undersøgt, men for søren det er nogle heftige priser. Det er lidt ligesom tandlæge regninger, man ved bare det altid blir så rasende dyrt.

I aften kommer der gode venner til tapas. Så vi skal have en rolig aften uden børn, med go mad, vin og snakke. De flytter snart i deres nye hus, vi tager alle snart på ferie, så vi har en masse gode ting i vente. Det skal da fejres 🙂 Og så vil det nok også gøre, at jeg forhåbentlig kan ligge bekymringerne for Totte lidt på hylden hen over weekenden.

Resten af dagen har han slappet af, han blev jo barberet på benet for at de kunne komme til med blodprøverne, det har han slikket på og klaget sig lidt over. Særligt også over, at jeg naturligvis har holdt ham inde indtil jeg var sikker på det ikke blødte mere.

Men jeg er da nysgerrig, hvis nogen af jer kender nogen eller selv har en kat der har sukkersyge, hvordan foregår det så hos jer???

  • Reply
    Camilla
    13. juli 2020 at 12:23

    Vi har en indekat, som fik konstateret sukkersyge som 10-årig, og som vi nu har givet 2 daglige insulinindsprøjtninger gennem næsten 2 år. Han får en rimelig høj dosis og var lidt hårdt ramt (svækket muskulatur) i indkøringsprocessen, inden vi ramte den rigtige dosis. I dag er han nærmest som en ungkat igen. Vi bekymrede os i starten lidt omkring omstændighederne ved de 2 daglige indsprøjtninger, rutinen og hans reaktion, men vi har ingen problemer og regulerer tiden efter behov (hvis nu vi ved, at vi fx skal noget i en weekend). Vi har på ingen måde fortrudt at gå ind i behandlingen, nu vi kan se, hvor godt han har fået det. 🙂

    • Reply
      Mernee
      15. juli 2020 at 11:14

      Ej er det rigtigt, hvordan søren håndterer I det? Nu er vores jo udekat, så hvis han havde haft det, så var det nærmest umuligt at styre hans kost.

Warning: Undefined variable $consent in /customers/e/3/5/mernee.dk/httpd.www/wp-content/themes/alder/comments.php on line 38

Svar