ferie Mit liv Rejser Traveltip

Italien og Frankrig på 9 dage….

2. august 2020
Smukt syn fra Verdon Kløften

2 ugers ferie ud af huset lakker mod enden, heldigvis har vi stadig en uge i samlet flok, inden hamsterhjulet sådan ægte banker på. Hvordan det hele reelt starter op, det er jeg virkelig spændt på, men for nu, der er vi stadig sådan lidt i hi fra virkeligheden, og jeg elsker det.

For 16 dage siden satte vi kursen syd på mod Italien, og inden jeg sådan går i detaljer med turen, så er jeg nødt til lige at beskrive, den triste oplevelse vi havde på vej der ned. Det startede nemlig ret uhyggeligt. Der sker det, at vi ved 04.30 tiden møder en modkørende, som stort set har direkte kurs mod os, om vedkommende er faldet i søvn, det ved jeg ikke, men den eneste måde vi kan undgå frontalt sammenstød, er ved at Jesper trækker ekstremt til højre, og vores bil drøner hen langs autoværnet. Vedkommende i den modkørende bil fortsætter bare. Vi stopper naturligvis op, fuldstændig i chok. Bilen er stort set total skadet udvendig, men heldigvis er der intet mekanisk skadet, og vi kan efter noget tid, derfor godt fortsætte. Vi beslutter at vi fortsætter mod vores ferie, melder det hele til forsikringen, og efter mange snakke om det hele, forsøger at lægge det bag os, og lade ferien ægte starte. Desværre hæfter vi selv for hele selvrisikoen, fordi vi ingenting nåede at få på den modkørende, sådan en stodder, det kan man simpelthen ikke være bekendt…… Men vi er alle uskadte, og det er naturlivis det aller vigtigste.

Men nu til selve rejsen, som har været helt helt vidunderlig. Aldrig har jeg fået så stort respons undervejs på en rejse, så jeg vil derfor prøve gennemgå alle destinationer på bedste vis, således I forhåbentlig kan bruge det af det, som I måtte ønske til en evt. kommende ferie. Økonomien kommer jeg også ind på.

Villa Bertagni

Ved middagstid triller vi ind til vores hotel, Villa Bertagni i Castelnuovo di Garfagana. Små 20 timer har det taget at køre her til, og vi er død trætte. Både af køreturen, og af den oplevelse vi netop har gennemgået. Men vi ankommer til det mest fantastiske sted, som langsomt men sikkert, formår at gøre ferie, til ferie, og Italiensk stemning for fuld skrue. Vores vært på hotellet var vidunderlig, aldrig har jeg følt mig så velkommen og godt tilpas på et sted.

Vi havde 4 nætter her, og vi havde hjemmefra planlagt, at en af dagene skulle bruges ved Cinque Terre, og ellers ville vi bare se hvad dagene bragte os. Vores søde vært kendte naturligvis området helt perfekt, og hun anbefalede os de aller smukkeste steder. Det er det vi elsker ved at rejse på den her måde. At lade os inspirere når vi kommer frem. Selvfølgelig har vi nogle specifikke destinationer, som vi lader vores ophold tage udgangspunkt i, men der viser sig ALTID at være SÅ meget mere.

I år var også ganske særlig, i forhold til Corona, vidste vi jo ikke, om det overhovedet var muligt at se ret meget. Men det viste sig at være det mest optimale år at se en masse på, for der var meget turist tomt stort set over alt. Og bekymringerne hjemmefra blev gjort til skamme. Vi mødte kun taknemlighed for at vi kom, stor stor gæstfrihed, og et stort håb fra de lokale om at være på den anden side.

I dagene hvor vi boede her besøgte vi mange smukke steder, og det første jeg vil tage jer til er Borgo Isola Santa, en lille bitte landsby højt oppe i de frodige grønne bjerge over Lucca. “Borgo” betyder på italiensk en “lille forsamling af huse” eller en “lille landsby”. Borgo Isola Santa består af ganske få huse, og en smuk lille kirke, som blev forladt under flugten fra landet til byen i 1950’erne

Hvis man fortsætte endnu højere op i bjergene møder man Lago de Vagli.

Området består af en kæmpe, menneskeskabt sø oppe i bjergene med en lige så stor dæmning. En oversvømmet spøgelsesby på bunden af søen. En 1,5 km lang svævebane hen over søen og hen over en middelalderby. En skulpturpark og en stor hængebro med glasbund. Som om det ikke var nok, ligger der på toppen af den nærliggende bjergskråning en forhenværende fårehyrdelandsby med den mest fantastiske udsigt ud over hele området! Herfra kan man bl.a. vandre ud til en eremitkirke, bygget ind i en afsidesliggende grotte højt oppe på en klippevæg

Lige efter dæmningen, lå førhen en by fra 1200-tallet, Fabbriche di Careggine, med knap 150 indbyggere. Nu ligger byen på bunden af søen, som en forladt undervands-spøgelsesby. Da dæmningen (og dermed søen) skulle etableres i 1940’erne måtte beboerne flytte til nabobyen Vagli Sotto, og deres hjem blev oversvømmet.

Kun når søen en sjælden gang tømmes for at rense dæmningens turbiner, kan de tidligere beboere vende hjem for en stund og gå rundt i byen på bunden af søen. Oprindeligt skulle det ske hvert 10. år, men det er kun sket 4 gange, nemlig i 1958, 1974, 1983 og 1994. En tømning af søen skulle have fundet sted i 2016, men det skete ikke, så mon ikke det snart er muligt at besøge spøgelsesbyen på ny… Vores søde vært fortalte at det skal ske næste år, så vi får næsten lyst til at køre dertil igen.

Lago de Valgli

På vej her til var vi desværre så uheldige at punktere, så mange timer blev brugt på en snoet vej oppe i bjergene, indtil vi lige fandt ud af hvordan pokker vi skulle håndtere det. Det endte med at bilen blev hentet efter halvanden time, og vi blev hentet af en taxa 5 timer senere. Så vi fik virkelig vandret rundt i det her enormt smukke område.

Heldigvis blev vi dagen efter udstyret med en lille lånebil, ikke verdens største, men den fik fragtet os rundt i de små omkringliggende byer dagen efter, og på vores sidste dag i Italien var vi en tur til Cinque Terre.

Vores egen lille smukke by
Djævlebroen, den har en lidt uhyggelig historie, prøv at google den 🙂

På vores sidste hele dag i Italien kørte vi til La Spezia, hvor vi parkerede bilen, og købte bådbillet til at besøge Cinque Terre, vi købte så vi kunne hoppe af og på i alle byer, og så måtte tiden vise hvor mange af dem vi nåede. Men grundet den store “mangel” på turister, var der simpelthen så dejligt og fredfyldt, at vi faktisk kun nåede at opholde os rigtigt i 2 af dem. Nemlig Vernazza og Riomaggiore.

Cinque Terre er en samlet betegnelse for de 5 smukke, charmerende småbyer Monterosso, Vernazza, Corniglia, Manarola og Riomaggiore. Byerne har i århundreder været isolerede af de bagvedliggende bjerge, og som tilrejsende gæst står man ganske imponeret over, at disse byer er opbygget på kanten mellem de bratte bjergsider og havet. Cinque Terre er en af Europas mest fascinerende kyststrækninger, der siden 1997 har været på UNESCOs verdensarvsliste. De fem små, italienske perler byder på et enestående landskab på den Liguriske Kyst mellem Genova og La Spezia – et område hvor hav og bjerge mødes. Hele området omkring Cinque Terre-kysten er en naturpark og et af de få steder i verden, hvor både havet og kysten er fredede områder.

På vej i land i Riomaggiore
Riomaggiore
Fantatisk sejltur….
Og der var også tid og plads til at bade….
Udsigten jeg aldrig vil glemme…
Fineste lille havn og strand i Vernazza
Italien når det er aller bedst
Smukke Vernazza
Riomaggiore set fra vandet
Masker på båden var obligatorisk, og føltes helt naturligt

Vi nåede hjem tids nok til et dejligt dyb i poolen på vores aller skønneste hotel Villa Bertagni. I er rigtig mange der har spurgt til det her sted, og ved at trykker lige HER. Kommer i til stedets hjemmeside, vi har selv booket blot ved at sende en mail her, og hvis I booker, så lov mig at sende masser af kys og kram afsted til Patrizia som ejer stedet sammen med hendes mand. Det her sted, ku vi virkelig godt booke igen om nogle år, her var fuldstændig magisk og fint. Italiensk og lidt slidt, men på den helt skønne måde, præcis som vi elsker det 🙂

Terrassedrømme der var helt fantastiske
Fineste værelse i bygningen der var over 500 år gammel
Den ene af husets to små pools 🙂
Amen…. Se lige de her rammer….
Den anden pool, hvor solen hver aften gik ned over bjergene 🙂
At spise morgenmad lige her….. SUK….
Jeg elskede det her sted…..

Efter 4 vidunderlige nætter i Italien, kunne vi også endelig hente vores egen bil fra værkstedet igen. På et tidspunkt var vi faktisk i tvivl om vi var nødt til at blive en nat mere – Ikke at det havde gjort noget – Men vi havde jo også finde planer foran os i Frankring, så vi var glade, da vi om morgenen kunne køre mod værkstedet, og hente vores bil, der nu havde fået sig et nyt fordæk. Den store skade på hele højre side, den bliver naturligvis først lavet her i Danmark.

Turen fra Castelnuovo de Garfagnana i Italien, til vores by Crots i Frankrig var en tur på ca. 7 timer. En del af vejen er i bjergene, både i Italien, men også i Frankring. Kun kortvarigt kørte vi på motorvej, som ikke var omringet af de store fantastiske højder. Jeg elsker at køre dernede, selvom jeg har en tendens til at blive hurtigt køresyg, så er det der sker udenfor vinduerne, bare så enormt og overvældende, at jeg næææsten glemmer det. Den natur du møder hernede, den er så vild.

Frankrig havde jeg også glædet mig særligt til at opleve, fordi det eneste møde jeg hidtil havde haft med landet, er Paris, som jeg også ELSKER HØJT. Vi har været der 3 gange nu, og jeg skal helt sikkert snart opleve det igen…. Men ikke denne gang, nu skulle vi opleve noget mere af hvad Frankrig har at byde på.

I vores meget korte tidsrum til at finde et sted at bo, lykkedes det ikke at finde noget helt så tæt på det vi gerne ville se. Men til gengæld fandt vi et hotel, eller lade mig sige et slot, som opvejede det meste. Chateau de Picomtal var vores hotel for de næste 4 nætter. Måden vi finder de her steder på, er ved hjælp af google maps, når du ca. ved hvilke område du gerne vil bo i, så kan man zoome så langt ind, at også hoteller viser sig, så går vi dem simpelthen slavisk igennem, og skriver til stederne, om de har plads, og hvad de koster. Det er et stort stykke arbejde, men det er altid det hele værd. Vi vælger vores hoteller med omhu, og vi føler os enormt heldige med de steder vi finder. De steder vi har boet denne gang er en smule dyrere end vi plejer, men der var ganske enkelt næsten ingenting tilbage, så derfor prioriterede vi at betale lidt mere for overnatningerne denne gang, det ligger på ca. 1400 pr nat for os 4 inc morgenmad her på Chateau de Picomtal. Pris for hele turen, skal jeg nok kommer ind på afslutningsvis.

Chateau de Picomtal har hjemmeside lige HER, og hvis I vil booke der, sender I dem simpelthen også bare en mail, og så svarer slottes søde ejer Jacques tilbage.

Ægte fransk slot, med slotshave og helt vanvittig udsigt
De store slotsstuer som gæsterne måtte benytte
Her sov Jesper og jeg, pigerne sov i et af tårnene, som var et værelse man gik ud i her fra dette rum
En hallway, som pigerne var meget begejstrede for, der blev filmet utallige TIK TOK’s lige her
Indkørsel til slottet
Udgang lige ved vores store værelse
frokost break i vores fantastiske værelse
Udsigten fra slottet
Til hver værelse hørte et bestemt morgenbord, det her var vores 🙂

Som I nok fornemmer, tog også det her sted os fuldstændig med storm, især mig faktisk. Jesper synes måske næsten det var for meget…. Det ku jeg simpelthen ikke få øje på, jeg fandt det enormt overvældende, og tog det som en kæmpe oplevelse. Men jeg er nok enig i, at vi ikke skal bo sådan her hver gang…. 🙂 Og selvom stedet var virkelig skønt, så havde vi naturligvis også en masse spændende ting vi gerne ville se. Og som jeg skrev, så boede vi 1 1/2 – 2 timer væk fra alle de steder vi havde sat os for. Det var selvfølgelig en smule til den gode side, men ikke noget vi tog som en hindring. Min anbefaling er blot, at hvis man skal se det som jeg viser nu, at man forsøger at være ude i so go tid, og dermed bor lidt tættere på. Men er man til masser af bjerge og ski destinationer om sommeren, badning i de store søer eller vandring i bjergene, så skal man bo her i Crots, for det er præcis hvad hele det her område rummer:-)

Det første vi gerne ville opleve, var det store område omkring byen Valensole. Et område der strækker sig over ca 800 kvm2, og som er fuldstændig dedikeret til lavendler. Det mest optimale tidspunkt at besøge det på at slut juni og så et lille stykke ind i juli. For her står markerne i fuldt flor, og de er ikke begyndt at høste endnu. Da vi var her, var der stadig marker tilbage, men en meget stor del af dem var allerede høstet. Det samme med solsikkerne, de har også toppet på det her tidspunkt, deres store smukke hoveder hænger nede af, og de er ved at tørre ud efter den enorme varme der er i området. Selve byen Valensole er også rigtig fin, kunne bestemt være et optimalt sted at bosætte sig en anden gang.

Der summer den fineste lyd af bier over alt, og duften af lavendel fylder din krop, det her var en oplevelse jeg havde glædet mig til gennem mange år 🙂 Prøv fx at google valensole, og se hvilke helt fantastiske billeder der kommer frem.

Her en af de mange marker der allerede var høstet
En helt særlig følelse af frihed

Hvis man kører en lille time længere syd på, og ud til kysten, så kommer man til den fantastisk by Martigues. Martigues er en af de steder som jeg selv har fundet på Instagram, og som jeg virkelig gerne ville se.

På grund af de charmerende øer og broer, er Martigues faktisk også kendt som Provence’ svar på Venedig. Kvarteret helt nede ved vandet kaldes for le mirori aux oiseaux og tilbage til 1700 tallet blev det brugt af de lokale fiskere. Husene har sidenhen inspireret utrolig mange kunstnere verden over pga de enormt overvældende farver.

Så smukt og farverigt 🙂
Og der var også plads til et dyb i havet inden vi kørte tilbage mod slottet

Eftersom vi ikke kunne nå det hele på en dag, valgte vi at køre til Valensole og Martigues på vores første dag, på anden dagen var jeg så heldig at fylde 41 somre under den franske himmel. Dagen her brugte vi på at opleve naturen omkring os, bade i søerne, opleves solsikkemarker – som stadig bestod og de utallige vinmarker der også var i området. Så som jeg startede med at skrive, hvis man mest er interesseret i den i sin ferie, så er det her sted uden tvivl min største anbefaling værd. For os, skal der bare gerne være liiidt mere, så derfor var det nok lidt for langt, medmindre man gider at køre som os, 1 1/2 – 2 timer hver vej.

Derfor valgte vi på min fødselsdag at nyde vores “eget” område, og slutte af med en dejlig middag i en af de små omringliggende byer 🙂

41 somre i en solsikkemark
Så meget lykke lige der
Jeg forstår hende….
Badning ved den store sø vi kunne se fra slottet
Udsigten på vej op til en lille sø højt oppe… Vores slot ligger der ovre imellem de små huse
Lille smuk sø højt oppe, Lac De st. Apollinarre
Lac De st. Apollinarre
Vinmarker og vild natur
Så fint og fransk 🙂

På vores sidste dag kørte vi igen syd på, for denne gang at besøge Moustiers-Sainte-Marie og Verdon kløften. De her to steder, skal man tage afsted til i go tid. For selvom vi besøgte området i en tid hvor landet var fattig på turister, så var her alligevel flere end vi havde regnet med. Det er dog steder man SKAL opleve hvis man er i området. Den smukke lille by Moustiers-Sainte-Marie betragtes som en af de smukkeste landsbyer i Frankring og ligger ved den vestlige indgang til Gorges du Verdon. Byen er rig på historie og arkitektur.

Lavendler….
En lille frokost pause i skyggen

Efter Moustiers-Sainte-Marie kørte vi videre mod Gorges du Verdon. Den smaragdgrønne flod, der igennem århundrede har skåret sig ned i bjerget og skabt en imponerende bjergslugt. Den store sø Lac de Sainte Croix er der hvor man fx kan leje både og vandcykler, og sejle ind gennem kløften, det var det vi gjorde. Men området har gode veje, afmærkede stier og hele 5 søer. Man kan vandre, cykle, klatre, svømme eller rafte, så der er rige muligheder for alle slags aktiviteter.

Stier og vandreture leder gennem tunneller og over hængebroer til fantastiske udsigter.

Det er også kløften her, hvor indlæggets første foto stammer fra.

En tår vand i varmen….
Salt må der til…
Vi ELSKER at bade i søerne, da ingen er os er heeeelt vild med salt vand
Det fåes næsten ikke smukkere…..

Dagen efter var 9 fantastiske dage slut, og vi satte kursen mod Danmark igen. Vi har kørt ca. 5000 km på de her dage, og det er selvfølgelig mange. Og det skal man ville, hvis man vil opleve så meget som vi gør på få dage. Og jeg er også nu, rigtig glad for, at vi stadig har en uges ferie tilbage, fordi vi lige kan lade alle oplevelserne trænge ind, inden vi skal ud i det ægte liv igen.

Økonomien for sådan en tur, den er I mange der har spurgt ind til, for mange tror, at det er virkelig dyrt. Vores tur her kostede ca. 26.000, incl ALT. Og det synes jeg virkelig ikke er dyrt. Det er tæt på samme pris vi ofte har givet for en uges charter med all inclusive. Og selvom det kan virkelig meget, og jeg ikke vil afvise, at den slags ferie også kommer på tale igen – mest fordi man virkelig slapper af på den slags ferier, så er det lige nu, ikke det vi prioriterer for vores sommer ferie destination. Vi vil ud og opleve, og vi elsker at gøre det på egen hånd, da man på den måde selv er herre over det hele.

Næste års ferie er allerede fuldt booket, det er nemlig den vi oprindeligt skulle ha været på med mine forældre i år, den kan i læse om lige HER. Og om to år, ja den er vi faktisk også så småt begyndt at kigge ind på, og jeg kan med ret stor sandsynlighed sige, at den kommer til at foregå i Frankring, næstefter en fed gymnastik uge i Bürstadt.

Og som altid, hvis I har spørgsmål til noget, så skriver I bare i kommentar feltet herunder, så skal jeg forsøge at svare på aller bedste vis 🙂

  • Reply
    Katrine
    2. august 2020 at 23:06

    Wow sikke et arbejde du har lagt i dette indlæg! Tusind tak for at dele alle de informationer og ikke mindst de forrygende billeder. Hold op, hvor ser der bare skønt ud!!! Tak herfra – meget inspirerende!

    • Reply
      Mernee
      10. august 2020 at 13:09

      Kære Katrine

      tusind tak for de søde ord, jeg håber virkelig at de kan bruges til inspiration disse indlæg, jeg finder selv masser af gode spændende steder ved at følge andre, så jeg håber også at kunne bidraget lidt selv 🙂

      Tak fordi du læser med 🙂

  • Reply
    Eleonor
    3. august 2020 at 17:19

    Så mycket vackra bilder! Tack för inspiration och att du delar med dig! <3
    /Eleonor

    • Reply
      Mernee
      10. august 2020 at 13:08

      Tusind tak, er glad for du har lyst til at læse med 🙂

Svar