Mit liv

Når ens hjem stadig står på hovedet, og mit indre er i udu

29. august 2020

En hel uge med de nye gulve er gået, en ret mørk uge vil jeg faktisk sige, der har ikke været mange solskinstimer, og det viser meget hurtigt, den store forandring, som det er for os, at gulvene nu har en meget mørkere nuance. MEN JEG ELSKER DET…. Det hygger meget mere, og det har skabt en helt anden æstetik omkring vores møbler. Langsomt men sikkert, begynder gangen også at blive færdig, igår blev der tilført fejelister, og der blev malet der ude. Det lille trappe trin ned til soveværelset er blevet frisket op med maling, vores tæpper er efterhånden tilbage i alle rum, og vi fornemmer helt tydeligt, hvilke rammer vi nu bor i.

De slidte paneler, de afskallede gulve ( som vidst bla. er noget af det jeg har fået huk for på Jodel – “når hun nu maler så mange vægge, hvorfor pokker maler de så ikke snart det gulv?” står der ). Men det tænker jeg de sidste uger har givet sit tydelige svar på, det er bare IKKE noget, man sådan lige gør. Det har været en vild proces, som – især min mand – lige rent fysisk skal restituere lidt på.

Ugen har budt på gode stunder, vi har gået en lang aftentur i Vejle langs Kongens Kær, varm anbefaling her fra, jeg har været til event, drukket solbær bobler og kigget på nyheder, jeg har været til afskedsreception ved en gammel kollega der er gået på pension, og idag har jeg afleveret hele banden til social weekend med deres elskede gymnastikhold, her er Jesper også involveret, så jeg har eftermiddagen for mig selv, og mine forældre har inviteret på aftensmad, og jeg ved, de laver min livret, så jeg er heldig er jeg.

Vi ved stadig ikke noget om hvornår køkkenet kommer, og i stuen går jeg også, og venter på det nye møbel der mangler. Vi halter lidt for meget i alle rum. Jeg er ikke vildt god til, at leve for længe i halvfærdige løsninger… Jeg ved, at det kun er et spørgsmål om uger nu, før vi forhåbentlig begynder at være sådan ægte på plads, men det glæder jeg mig også helt vildt til. Og jeg ved, at jeg i forvejen er ekstremt priviligeret, med det tempo vi får tingene gjort i. Den eneste grund til, at vi lige nu ikke er færdige, det er kun fordi, vi er afhængige af leveringer, som vi ikke selv er herre over.

Hverdags hjulet drøner der ud af, alle pigerne gymnastisk hold er igang, så 4 aftener om ugen, er det altså hurtig ekspedit på aftensmads fronten. Vi er derfor også igang med måltidskasser igen, og vi har endda gang i nogle nye. Dem er vi ekstremt begejstret for, og dem vil jeg fortælle meget mere om på Instagram i den kommende tid.

Men selvom alle de her gode ting forekommer, er jeg i udu inden i, både fordi, jeg ikke er sååå go til det her in between med halvfærdige rum, men også noget rent personligt, der fylder for mig, for os, i øjeblikket. Det er for privat til at dele, måske en gang, når vi er på den anden side. Men lige nu, er jeg mentalt i udu, og det er sgu ærligt lidt svært at trække vejret helt ned i maven…. Jeg forsøger, på daglige basis at parkere det, så langt væk, at det næsten ikke er der, fortsætte hverdagen, og glædes ved alt det gode, der er sket og ligger forude. Men jeg er på mentalt arbejde, lad mig sige det sådan….

Jeg er også opstartet i mit forløb på smerteklinikken igen, jeg var der ude for 3 uger siden, og laver øvelser hver eneste dag, min nakke er låst og mit hoved gør væsen af sig, jeg håber virkelig, at det kan hjælpe på sigt, det er virkelig ikke fedt, ikke at kunne dreje ret meget til venstre, og samtidig have den trælse hovedpine. Jeg ved den også er forankret i mine tanker for tiden, treo er min ven, som altid.

Jeg glæder mig til, at jeg snart kan vise jer noget mere af de processer der sker i hjemmet, måske allerede i næste uge. Men for nu, var det bare en lille status, om alt og intet. Som der også skal være plads til 🙂

    Svar