Og således, sidder jeg nu her, på en regnfuld mandag, og reflekterer over ferien, som nu er forbi. 14 dage syd på, med helt vidunderlige destinationer, masser af fart på og oplevelser der først er ved at bundfælde sig nu.
Heldigvis havde vi en uge mere da vi kom hjem, men inden vi fik set os om, var den fyldt op at gode aftaler, med mennesker der var savnet, med en tur forbi rutsjebaner som vi elsker, med gøremål, som altid er der, når en lang ferie er forbi, og et nyt skoleår der skal starte.
Jesper er startet på job i dag, og pigerne starter på onsdag. Og nu, mærker vi sådan ægte, at alle de ting, som vi glædede os til at trække stikket fra, skal til at rulle igen….. Merle starter i sin helt nye 7. klasse, og Neel starter med nye lærere. Gymnastikken starter også op på torsdag for fuld skrue, og således, trækker vi vejret dybt, og lader efteråret rulle. Merle glæder sig, men har selvsagt 1000 sommerfugle i den lille mave, jeg har det også lidt på hendes vegne. Heldigvis er der arrangeret gode sociale tiltag her fra starten, som forhåbentlig vil gøre, at de får snakket bredt, og bliver åbne overfor de nye relationer, som der nu skal skabes i en helt ny klasse. Det bliver spændende, og vi har besluttet, at vi har de gode ambitioner stående i front, og så håber vi, at de får lov at blive stående :-).
Den sidste uges ferie, blev iøvrigt også brugt flittigt på stik her i huset. Jesper fik sit 2. vaccinestik, Merle fik sit første og jeg har idag fået mit sidste. De 2 først omtalte gik fuldstændig fri at symptomer udover ømhed i armen, og jeg sidder så nu, med krydsede arme og ben, for at jeg også går fri af feber og hvad jeg ellers har hørt at trælse bivirkninger…. Jeg reagerede ikke på den første, så jeg håber, at det vil blive samme oplevede her, men det må det næste døgn eller to jo komme til at afgøre.
Jeg har heldigvis sørget for, at have så blid en opstart som mulig, just in case. For vi ved alle godt, at man bare ikke er oplagt til ret meget, hvis man er banket til sengs af feber og hovedpine…. Men nu må vi se.
Det er en underlige følelse, at være nået her til nu, at vi voksne er færdig vaccinerede, og at Merle også pludselig blev en del af programmet, vi har haft mange tanker om den, særligt på hendes vegne, men her hos os, og i vores omgangskreds, er der stor opbakning til vaccinationsprogrammet, og som jeg lidt ser det, så bliver det også nemmere at være skolebarn, hvis man er vaccineret, og der skulle opstå smitteudbrud.
Jeg håber, af hele mit hjerte, at vi har set det sidste til store nedlukninger, fratagelse af frihed, hjemsendelser i det hele taget. Og jeg vil gerne bidrage til så stor immunitet som overhovedet muligt. I øjeblikket ser jeg, at de snakker meget om også at vaccinere fra 12 år og ned, her kommer Neel så sikkert på tale. Men det tager vi til den tid 🙂
Der er ofte mange tanker og refleksioner ovenpå sådan en ferie. Jeg synes altid, at man godt liiiige kunne have brugt en uge mere, og sådan har jeg det også i år. Det var øv at sende Jesper tidligt afsted imorges, det bliver sært at stå med madpakkerne i morgen. Men jeg ved også, at om en uge, så kan jeg slet ikke huske, hvordan det var ikke at være i gang. Det er altid lidt som at trække et gammelt ur op, man skal simpelthen lige igang. Og når først hverdagen ruller, så er den jo faktisk også ganske rar.
Hverdagen er som udgangspunkt, fyldt op med det vi holder af, gode mennesker omkring os, skole, arbejde og pigernes sport. Særligt sidstnævnte har været savnet helt vildt det sidste halve år. Vi har naturligvis benyttet enhver lejlighed for at holde dem i ok form, men det er bestemt ikke det samme, som 4 træningspas om ugen, og en hel opvisningssæson, som bare aldrig blev.
Nu håber vi, at det her, bliver året, hvor alt normaliserer sig på bedste vis……
Ferieblues….. Ja, det er jeg ramt af…. Det er jeg altid, og jeg har også brugt en del timer den forgangne uge, på at søge på destinationer for næste års sommerferie, der er mange steder i spil, men vi er også der, hvor der om halvandet år venter en konfirmation, og om 3 år, måske også en efterskole, så vi skal bestemt overveje, hvor meget der bliver plads til….. Eller hvor meget vi vælger at prioritere at spare op til. Men en ting er sikkert, vi lever, som altid, efter HC Andersens motto “at rejse er at leve“, og så vi ved også, at tiden med begge piger hjemme, på en eller anden måde, begynder at have sine begrænsede år foran sig…. GISP, jeg kan slet ikke overskue at skrive det. Men det betyder, at vi godt nok ønsker, at få så mange oplevelser sammen, som overhovedet muligt…..
Heldigvis er det også rart her hjemme, og vores to elskede pelsdyr var meget savnet i år…… Så mens vi planlægger, lægger til side, og langsomt trækker det gamle ur op…… Så nyder jeg også, at være hjemme i de gode små rammer, der værner om den hverdag, som slet ikke er så tosset endda…. Bare vent, jeg kan se det lige om lidt 🙂
Ingen kommentarer