Jeg plejer at gå op i, at mit første billede i mit indlæg, har æstetisk sans over sig. Men hånden på hjertet, så er det lige præcis det, som billedet herover viser, der fylder aller mest i vores familie, så derfor, gav det mest mening, at lægge det forrest.
Billedet er taget, af Neels arm, den torsdag aften, hvor hun kommer på sygehuset første gang, og her er knoglen allerede skubbet lidt ind. Det var Jesper – min mand – der i sin første indskydelse, prøvede at rykke knoglen lidt mere på plads, da den bulede huden enormt meget ud…..
Jeg skriver indlægget her, som en form for terapi, for mig selv, og for at fortælle, at vi simpelthen, er i en proces lige nu, hvor vi forsøger at hele. Neel selvsagt lidt mere fysisk end os andre. Men mentalt, er vi knækket….
Nogen vil måske sige, “come on, det er en brækket arm”….. Men jeg sværger, som forældre, er der ikke noget “bare” i sådan et forløb her. For det første, har vi selv skullet være ALT FOR MEGET på, i forhold til hvilken behandling hun har skullet og fortsat skal igennem. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det kan gå, for dem som ikke stiller spørgsmål, og følger op…. Men det er en helt anden snak…. Omend, det selvfølgelig er med til at dræne en, og oprette en form for mistillid, til hele det system, som lige nu, er så vigtig for os.
Det ALLE vigtiste er jo, at hun opnår fuld funktion i sin arm igen, at den føleforstyrrelse der stadig ligger oven på hendes hånd, forsvinder med tiden, at de stænger/søm, som endte med at blive opereret ind, ligger korrekt, og ikke vil skabe alt for meget bøvl i hele hendes genoptræning. De skal opereres ud igen om nogle måneder.
Billededet herover, viser armen før og efter operation, og man kan jo godt se, at den ene “pind” ligger meget tæt på huden, og vi kan også mærke den tydeligt. Den skal ligge udenfor knoglen, for at de kan få fat på den, når den skal ud igen. Men for Neel, er det lidt voldsomt, at der lige der, på siden af håndleddet, kan mærkes en tydelig hård ting under huden. Den er ligesådan i den anden knogle, men den ligger ikke et sted, hvor man mærker den på samme måde.
Alt det her, det er jo standard, det er noget der for læger og sygeplejersker er hverdag, men for os, er det første gang. Og det føles meget voldsomt…..
For vores lille Neel, der også havde 8 uger i efteråret, hvor knæet drillede, der nu stod, fit for fight, klar til at gi den Maks gas, med hele forårets opvisninger – de starter i morgen – der nu må sande, at det heller ikke blev det her år, der blev hendes. Det er er voldsomt at kapere, når man ikke er større, og når man har så meget af sin interesse og sin identitet, bygget op om sin sport.
For mig, er en periode på 3-4 måneder, overskuelig, jeg pakkede hende gerne ind i vat, og placerede hende i sofaen, men det er jo ikke det, som hun ønsker. Hun drømmer bare om at blive sig selv igen, og komme tilbage til at fungere helt som hun plejede, at være glad og ubekymret.
Lige nu er vi startet i genoptræningsforløb ved en Fys. Han er tidligere gymnast, så han har en helt præcis forståelse for, hvad det er hendes krop skal kunne holde til. Vi kan ikke stå her, som uvidende forældre, og lade vinden blæse hvilken vej den nu måtte i vores beslutning. Vi er nødt til at koble os op til nogen, som har fuldstændig forstand på det, og det bliver ham vi kommer til at lytte til.
Men alt det her, det er det praktiske, det kan jeg sagtens håndtere, og jeg er ikke bleg for at stille spørgsmål, eller ringe en gang for meget. Det er følelserne inden i, som jeg ikke har helt styr på. Og min mand er samme sted. Vi er meget sårbare i øjeblikket, og vi har fået en helt særlig trang, til at være sammen, og pakke os lidt ind, som familie. Mange ting, er sat lidt i perspektiv, og hele ens følelsesregister er sat på prøve.
Jeg knækker stadig, når jeg møder nogen, der ikke ved det endnu, eller som jeg ikke har talt med siden den dag det skete. Vi sad jo en del forældre i den hal, og det skrig, der pludselig fyldte hallen, det vil forevigt sidde printet i mit sind. Hele scenariet for den aften, kører på repeat bag mine øjne, når jeg har et roligt øjeblik. Alle forældre gik i chok, og alle tænkte “bare det ikke er min”. For det gør man jo….. Men igen, var det os, for 2 år siden var det Merle, da hun fik albuen af led. Og jeg husker, hvordan den periode, også gav mig tid til at eftertænke nogle ting. Jeg ønsker ikke det her for NOGEN.
Folk siger også til os – “I må få de piger til at spille skak eller ludo”….. Men det ønsker de jo ikke, de elsker deres sport, og det bakker vi naturligvis op om, men jeg indrømmer blankt, at det bliver hårdere og hårdere mentalt, for mig, at sende dem afsted og være tilskuer til konkurrencer og opvisninger….
Jeg prøver at sige til mig selv, at de skader de har fået, er sket i gymnastik, ja, men det er begge, meget uheldige skader. Der var intet farligt i de spring de sker i, men de får simpelthen bare taget meget forkert fra, i deres landinger. Sådan er det jo når man øver noget nyt, så starter man ikke med at lande sikkert på sine ben. Særligt Neels skade, sagde sygehuset, er en typisk “tag fra” skade. Som kunne være sket hvor som helst….. På rulleskøjter, på skatebord, på trapper, på ski…. You name it.
Men vi har også været tilskuer til store spring arrangementer, hvor der har været åbent benbrud, og der har været en totalt knækket ankel. Og som voksen og som mor og far, der er det sgu voldsomt, at se hvad konsekvenser, en uheldig landing kan have. Sådan er det nok i virkeligheden i mange sportsgrene, det er jo heller ikke ufarligt at spille håndbold og fodbold, vel!!
Sagen er nok bare den, at vi lige nu, bruger alt den energi vi har, på at passe på vores 2 piger, på at hele og genoptræne, og så naturligvis at passe vores arbejde. Men så er der heller ikke så meget tilbage, til at være Louise & Jesper.
Vi snakker meget om det, og bearbejder perioden sammen, for mig, var det også bare terapeutisk at skrive om det her, og ligesom jeg har gjort før, været ærlig, når tingene spidser lidt til. Når livet bider lidt….
Vi er i en helings proces lige nu, og i morgen, når de begge går på gulvet – for ja, det gør hun, men hun laver selvsagt kun den rytme del der ikke kræver vægt at kroppen – så vil jeg med sikkerhed knibe en tåre oppe på tilskuerpladserne. For jeg havde ikke, for 3 uger siden, regnet med, at begge mine piger skulle i deres opvisningsdragt i morgen.
Det bliver en opvisningssæson, som ikke er i nærheden af, hvad den skulle ha været, men jeg håber, at hun vil blive styrket i fornemmelsen af, at være med, at gå ind med fanen sammen med da andre, at danse sine serier og gå ud i samlet flok. Så de begge kommer hjem med en følelse i kroppen, af at ha været ude og vise noget man har øvet og øvet….. Ja… se nu, bare det at sidde og skrive det, så bliver jeg rørt….. Det er nok meget naturligt, jeg er jo bare mor :-)….
Og hvis du også har et gymnastik barn, så ses vi nok ude i hallerne de næste par måneder :-)….
Ingen kommentarer