Heiko tanker

Jeg er gået i 1000 stykker

5. december 2019

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte det her indlæg…. Alt inden i mig, gør stadig alt for ondt, og jeg har indtil nu, ikke kunnet tænke 2 sammenhængende sætninger, uden at bryde fuldstændig sammen.

Det er et af de tidspunkter, hvor jeg ville ønske, at jeg aldrig havde haft et liv, som til dels er offentligt, og hvorfor, jeg på sin vis, er nødt til at forklare, hvorfor min verden er gået i stykker.

Man har nok følt, en nedadgående kurve, over en længere periode, det som vi troede, skulle være den største glæde i vores fremtid, skulle vise sig, at sætte stort set alt over styr. En ting som vi på ingen måde havde forberedt os på.

Kort sagt, så bor Heiko ikke længere hos os, han flyttede for en uge siden.

Beslutningen blev truffet 90% for hans skyld, og den er truffet nu, fordi han kun var 13 uger gammel, og derfor lyn hurtigt vil glemme os, og få en ny og meget bedre start på livet. De sidste 10% er taget for os, fordi vi, kort sagt, ikke kunne opfylde alle de ting, som han fortjente.

Heiko var og er verdens dejligste lille hund, han ville os SÅ gerne, men han ville så gerne, så meget mere…. Alle de ting vi havde læst og forsøgt at spørge ind til, viste sig at være minimalt, i forhold til, hvordan hverdagen reelt blev. Opgaven blev yderligere lagt på mig 9-10 timer om dagen, og jeg formåede stort set ikke, at være Louise, udføre arbejde, eller noget som helst andet.

Mine omgivelser kunne ikke li, det de så, når de så på mig, jeg vidste det godt, men min kærlighed til ham, og det bånd, vi allerede havde, jeg ville IKKE slippe det, og ej heller den drøm jeg havde, om vores fremtid sammen.

Jeg kommer ikke til at gå i detaljer, beslutningen er truffet, og han er flyttet, men det var en dag, som kommer til at stå klart, omend utrolig sløret i mit sind forevigt. Vi var opløst i gråd, frustration, knuste drømme, alle 4. Og har de første par dage, forsøgt at gøre alt hvad der stod i vores magt, for at prøve skabe gode rammer for vores lille familie igen. Vi pyntede til jul, hentede juletræ, og gjorde gode ting sammen.

Men allerede lørdag røg jeg ned med flaget, hvad jeg godt kan regne ud er, at det var kæmpe reaktion oven på det pres, som min krop har lagt under for de sidste mange uger, lidt ligesom når man går på sommer- eller juleferie efter en travl periode, så gir kroppen lidt op, og man tager pludselig imod alt.

Jeg har ligget i sengen siden, og er nu kommet på penicillin, da jeg har en voldsom infektion i kroppen, som jeg åbenbart ikke selv kan nedbryde….

Billedet her foroven, har også været et sjældent syn den sidste tid, vores fine lille Totte, har vi stort set ikke set, han har været skræmt for livet hver gang han kom ind, og skyndte sig i sikkerhed aller øverst oppe. Hans kærlige lyde, og gåen rundt i huset på rolige poter, har ikke eksisteret. Vi håbede naturligvis på, at det ville ændre sig med tiden, men det var der i hvert fald ingen tegn på endnu. Så her på mit sygeleje, har jeg stille kunnet se, hvordan han viser sig igen, her rundt i hele huset, hans madskåle er tilbage hvor de plejer at være, og han spinner i et væk, når han kommer til os. Vores ønske var i virkeligheden, at de to ville finde hinanden, vi ville så gerne, at Totte skulle ha et andet dyr at hygge sig med. Men det er nok mere realistisk, at finde en fin lille katteven til ham. Det ved vi da i hvert fald hvordan man skal gribe an.

Der var mange ting der gjorde, at vi tog den beslutning vi gjorde, og jeg kan også sige, at han har det super godt, der hvor han er nu. De er søde til at sende lidt videoer i ny og næ. Som på en måde gør rasende ondt, men samtidig gør godt, for jeg kan se han er glad og tilpas, og det jo det eneste vi ønskede.

Men jeg har været og er stadig i dyb sorg. Jeg har det som om, jeg er gået i 1000 stykker, drømme er knust, alene savnet af at ae hans bløde lille hoved, det skærer så dybt, at jeg næsten ikke kan få luft.

I er så mange, der har været søde at sende gode beskeder, og råd min vej, og jeg har slugt dem alle…. Og der er også mange, der spørg hvordan det går med ham, og derfor, dette indlæg kommer nu….. Jeg har simpelthen bare ikke været parat til at dele det før nu.

Så igen, jeg ber jer, hvis man har en mening om ovenstående, at holde en pæn tone. Vi synes virkelig vi var forberedt, vi gjorde en kæmpe indsats for at få det her til at lykkedes, vi ville ham SÅ gerne, så alene det, at opleve det her – ja nederlag – det er så hårdt så hårdt. For det er netop ikke en lille tøj bamse man bare kan returnere, det er et lille levende væsen, som jeg troede skulle være min trofaste buddy de næste mange år. Vi har handlet for ham, for hans skyld, og også derfor, vi har gjort det nu…..

Jeg har også stadig arbejde der skal udføres, og et hus jeg gerne vil hygge om og gøre fint…. Livet har været vist tænder i år, det må man sige…

Nu skal vi simpelthen bare samle os selv op igen, og forhåbentlig lande i det, så vi trods sorg og masser af tårer, alligevel kan få en god jul.

  • Reply
    Venterpaavinblog
    5. december 2019 at 12:16

    Øv altså, det var da bare træls – men dejligt at kattemissen er tryg igen; ikke alt kan gå op i en større enhed desværre, og sådan er det jo ind imellem.
    Håber I får en dejlig jul til trods – og rigtig god bedring 💓

  • Reply
    Trine
    5. december 2019 at 16:08

    Åh altså, føler med jer i denne svære og kedelige situation😢💔 Men fantastisk I har kunne finde en ny og kompetent familie til søde Heiko. Hunde nærer ikke følelser på samme måde som os, og de tilpasser sig enormt hurtigt nye omstændigheder. Han er formentlig den der er mindst ramt i alt det her!
    Husk at katte er solitære dyr – de har det, fra naturens side, bedst med at bo “alene” og at Totte stort set har været en ikke-eksisterende del af jeres familie i den tid Heiko har været hos jer, siger en del om hvad han foretrækker af familiekonstellation på kæledyrs-fronten. Art uanset.
    Jeg håber I får en rigtig dejlig jul trods alt – og nyd at jeres Totte er tilbage i, for ham, trygge omgivelser🎄❤️🐈👨‍👩‍👧‍👧🏡

    Dbh

  • Reply
    Betina Frandsen
    5. december 2019 at 18:34

    Kram til dig. Du har truffet den bedste beslutning selvom den gør så ondt. Mange tanker til jer. Rigtig god bedring og god jul.

  • Reply
    Hanna
    5. december 2019 at 21:47

    ❤️

  • Reply
    Carina
    5. december 2019 at 21:59

    Åh stakkels jer… men helt sikkert den rigtige beslutning. Og tak for påmindelsen om HVOR stort et arbejde det er, at have hund. Min datter på nu 9år plager stort set hver dag om en hund. Jeg har lovet hende at vi nok skal få én en dag…det er bare ikke lige nu. Vi har jævnligt passet nogle venners meget aktiv labrador. Og hold nu op et arbejde (og glæde!). Jeg vil virkelig anbefale alle, der overvejer at anskaffe en hund, at passe én i 1-2 uger. Så oplever man virkelig hvor meget tid det kræver i en travl hverdag.

  • Reply
    Miriam
    5. december 2019 at 22:28

    Whoa, nu har jeg ikke selv hund, men det lyder da som en ret voldsom reaktion over et dyr. Stærke sager.

  • Reply
    Allan Stage
    6. december 2019 at 1:48

    Louise. Hvor skriver du smukt som altid. Der er én ting vi bloggertyper jo skal huske. Vores hjem vores familie vores regler og beslutninger. Det er flot at mærke efter. Kæmpe respekt for det. Kæmpe kram herovre fra til jer!

  • Reply
    Helle
    6. december 2019 at 5:57

    Dn historie er nøjagtig magen til min!♥️🥺 Vi fik også en hvalp sidste sommer i stor forventning og en lykkelig familie med både hund og kat. Det gik ikke. Jeg arbejder hjemme som privat dagplejer og var under konstant pres. Da han var 7 måneder fandt vi en my familie til ham, og jeg følte mig som den mest uansvarlige person ever! Havde aldrig drømt om, at vi skulle være “den slags” der “bare” skilte os af med hunden, når det blev for besværligt.. Den sorg var som at miste et af mine børn 😔 Så jeg føler med dig. Det er ansvarligt, det I har valgt. Også selvom det river og flår i sjælen og man gør sine børn ulykkelige. Så kram og tanker til dig. Jeg ved hvor hårdt det er og hvor ondt det gør ♥️

  • Reply
    Katrine
    11. december 2019 at 12:51

    Louise det er er fin og stor beslutning og ikke mindst modig. Det mod jeg fortryder vi ikke havde, da vi fik vores hund for 1,5 år siden. Jeg havde det præcis som dig og får stadig den følelse af og til uagtet hvor meget jeg holder af det lille bæst og selvom alt er blevet meget nemmere. Men selvom det “bare” er et dyr/hund, så følger der et kæmpe ansvar og forpligtelse med og den kan være svær at sluge i en travl hverdag med børn, arbejde mm. uanset hvor godt man synes man har forberedt sig. Så hver glad og stolt over dit/jeres mod og beslutning, jeg er sikker på I gjorde det rigtige for både hund og jeres familie ❤️

  • Reply
    Carina
    16. december 2019 at 18:35

    Vi har været samme tur igennem. Til sidst var det mig eller hunden! Jeg kunne ikke mere, familien kunne ikke mere – hun måtte
    videre og det var den bedste beslutning for alle ❤️

  • Reply
    Lisette
    18. december 2019 at 20:27

    Det ville nok have hjulpet jer en hel del at have været på hundeskole med ham. At tro man selv skal lave fyldestgørende træning som tilsyneladende intetanende hundeejer er naivt. En schæferhund kræver træning og det skal være disciplineret.
    Hilsen hundemor til han-schæfer på 6 måneder.

    • Reply
      Mortilmernee
      19. december 2019 at 9:09

      Det var vi skam, flere gange om ugen faktisk. Både på schæferskolen, og med adfærdstræner i hjemmet, så vi synes faktisk vi gjorde en stor indsats.

  • Reply
    Line
    3. januar 2020 at 19:52

    Hej Louise.
    Jeg er så glad for at jeg faldt over denne historie fra din og jeres oplevelse med hund. I juli 2019, måtte vi også sige farvel til vores Golden hvalp, af helt samme årsager som du beskriver her. Vi var på ingen måder forberedt på det, vi egentlig troede vi havde forberedt os på. Og til sidst måtte vi bare sande, at han var mere end vi kunne og vi var for lidt i forhold til hans behov. Det var enormt hårdt, for det føles som at sige til et familiemedlem, Det fungere ikke, du må videre, selvom vi holder ualmindeligt meget af dig 😞 vi gjorde det rigtige for alle parter, det ved vi idag. Vi har helt sikkert lært, at store hunde kræver mere arbejde end vi kan give. Jeg håber din nye lille kattekilling kan gøre godt, og dejligt at jeres anden kat har fundet ro igen ❤️ De kærligste hilsner line

    • Reply
      Mortilmernee
      6. januar 2020 at 12:21

      tak for din historie 🙂

Svar