Hjem Søndagsreflektion

Så gik der tid med det….

20. september 2020

Og pludselig gik der en uge, hvor bloggen har stået fuldstændig stille. Det er ikke med min gode vilje, men sådan er det bare nogen gange. Jeg blogger ikke bare for at blogge, så venter jeg hellere, til der alligevel er lidt at berette, ny inspiration at dele ud af eller tanker der skal ud og leve….

Jeg er er gået lidt i hi, jeg er træt….. Simpelthen bare træt, har nu sørget for at tanke godt op på vitaminer, men det er nok mest mental træthed jeg er ramt af. Jeg kan mærke, at min kære mand også er træt, og igår, da vi spiste mad hos vores dejlige venner, fortalte de, at de oplever den samme træthed. Jeg tror til dels, det kommer med at efteråret langsomt vinder ind, luften bliver tungere, mørket kommer tidligere…. Men for mig, handler det også om, at jeg rent tankemæssigt, brugte så mange måneder på, at ligge søvnløs omkring vores gulve og valget af køkken. Hvad skulle vi gå med, hvordan ville det passe sammen osv osv…. Det er i sandhed noget andet at tage stilling til, end købet af en ny vase, og hvilke blomster der skal i. For ikke at forglemme, at jeg naturligvis har tænkt meget på, hvordan min lille virksomhed, ville klare sig gennem corona.

Jeg kom i tvivl 100 vis af gange, og vi ændrede også sporadisk holdning undervejs. Men hver gang vendte vi tilbage til det valg mavefornemmelsen sagde, og det som vi endte med at gå med, både på gulvene og på køkken.

Jeg krydser fingre for, at vi i næste uge får en leveringsdato på køkkenet, jeg kan næsten ikke udholde vente tiden længere. Min mangel på at bruge huset i arbejdsøjemed, fordi det er rent visuelt, er SÅ forkert for mig, med det gamle køkken på de mørke gulve. Men også fordi, vi simpelthen glæder os SÅ meget til at se, om alt det vi har besluttet i de søvnløse nætter, stadig holder max, når det kommer irl.

Jeg ved godt, jeg taler det her køkken ret meget op, men det er virkelig også et sats vi har gjort…. Jeg tror det kommer til at skille vandende her i mit univers. Men jeg håber, at det alligevel kommer til sin ret, præcis som jeg drømmer om.

Ugen er derfor gået rigtig meget på sofaen, både fordi jeg har været halv vissen, men også fordi jeg bare er SÅ træt. Wallander har kørt non stop. Både i vågen og sovende tilstand. Det er fantastisk med den serie, man kan snilt sove sig igennem et helt afsnit, og alligevel vågne op, og være med i det næste. Hvert afsnit er sin helt egen historie.

Jeg har også læst blade, plukket nogle af havens sidste blomster ind og gået ture. Men mest af alt, har jeg bare været, og trukket mig lidt. Jeg har brug for den her form for opladning en gang imellem, og jeg er nødt til at lytte når det melder sig….. Men jeg håber det vender snart….. Det trænger jeg til. Jeg savner at vågne, med energi og lyst på at være aktiv og kreativ….

Vores regering beder os også om at trække os lidt mere for os selv igen, ses med færre, begrænse smittekæden, det skræmmer mig. Jeg synes det føles uhyggeligt, det der sker, men samtidig håber jeg, at vi alligevel, på trods at restriktioner, kan opretholde så normal en hverdag som mulig. At skolen og gymnastikken ikke skal lukke ned. Jeg tror ikke, vi mennesker kan holde til, endnu en gang at blive afgrænset så meget, at vi ikke kan være i den hverdag, vi for 7 måneder sigen, tog for givet. Det kommer jeg aldrig til at gøre igen.

Jeg håber I alle har haft en dejlig weekend 🙂

Reolen, som jeg fra sofaen har kigget meget på…. og nyder synet af…
clementiner, som allerede har ramt vores lokale rema… MUMS….
Vores venners smukke nye hus, hvor vi nød dejlig mad, vin og gode snakke lørdag aften

    Svar